Hvad kan kirkegængere og prædikanter få ud af at lytte til Elifaz sammen med fortællingen om farisæeren og tolderen? “Jeg takker dig fordi jeg ikke er som denne tolder”, siger farisæeren.
Elifaz praler ikke af sin religiøsitet – eller? Jeg ville søge Gud, hvis jeg var dig!
Er fidusen ved at høre dette skæve indlæg fra farisæeren Elifaz en søndag morgen i kirketiden mon at advare os mod at give gode råd i utide? Så som: jeg ville famle rundt i mørket ved middagstide, din tolder! Eller vi kan skærpe den lidt. Hvad gavn har man af i mørket at høre, at man altid kan håbe, at man aldrig bliver udsat for uret?
Specielt grusomt da, hvis den der siger selv er begår uret mod den lidende! Kan bedrevidende selvhjælpsråd blive en finere form for maskeret farisæisme? Og, kan megen religiøs forkyndelse koges ned til banaliteter?