Gud skaber ulykke (Es 45,7)
Søndag den 8. februar er det Søndag seksagesima. Læsningen fra Gammel Testamente er Es 45,5-12 og prædiketeksten er fra Mark 4,26-32.
I teksten fra Esajas tales om Gud på en måde, så man nærmest kan forveksle ham med en mørkets fyrste. Gud beskrives nemlig som den, der der “danner lys og skaber mørke, der gør freden mulig og skaber ulykke” (Es 45,7)
Et af de udfordrende udsagn er Esajas’ formulering om at Gud “skabet det onde”, som det ordret kan oversættes. Er Skaberen også Den Onde Gud? Eller ligger løsningen i den korrekte oversættelse?
Jeg bidrog selv til debatten og fik udgivet en artikel med titlen “Gud handler ikke ondt!: Et opgør med Guds alvirksomhed i Gammel testamente.” (du kan hente den på https://theofilos.no/issues/theofilos-vol-6-nr-2-2014-supplement/).
I min online gennemgang fik vi en masse spændende input fra kursusdeltagerne, der engagerede sig dybt i samtale om det ondes problem i Bibelen og i livet. De var med på mine løsninger:
Det hebraiske ord for “Det onde” skal oversættes rigtigt i sammenhængen. Det bruges ikke blot om en satanisk ond holdning, men også om en handling som gør ondt, selv om den har et godt sigte. Og så bruges det om dårlige, skadelige eller smertelige ting, som sker i vores verden.
Her i denne tekst handler det om at Gud i historien både kan stå bag fredsslutninger, men han kan også gennemføre krige. Hele pointen i Esajasbogens kontekst er, at Gud lader perserkongen Kyros lykkes for at straffe de nybabylonske kongers brutalitet og for at befri de undertrykte befolkninger. Dermed kunne judæerne komme hjem fra fangenskabet i Babylon.
Det onde var ikke diabolsk. Det var ikke en operation for at indsætte en ny diktator til at levere olje til den fossile katastrofe, men en kamp mod et ondt rige styret af en diktator, som på D-dag!
Den overraskende formulering med ordet “skabe” er betinget af tankegangen i sammenhængen. Esajas vil have tilhørerne til at stole på, at Gud vil bruge perserkongen til at genopbygge Jerusalem og templet.
For at overbevise tilhørerne om, at han virkelig vil udfri dem, taler han om sig selv som en skaber, der kan frembringe alt. Fra og med midt i vers 6 og så frem til vers 13 vrimler det med ord og udtryk fra skabelsesberetningen i 1 Mos 1-2. Alle udtryk er farvet af at Skaberen igen er på spil og nu griber ind i historien for at redde sine børn.
Den dybeste finte teksten kan være, at den Gud som skabte slangen som det vildeste (“skadeligste”) af markens dyr, også tillod “Den Onde” at tale igennem udyret. Det førte Skaberen ind i kampen mod ondskabens kræfter.
I evangelieteksten fra Mark 4, er der lagt væk på, at Guds Rige vokser helt af sig selv uden landbrugsskyndig indblanding. Bonden kan ikke forklare det, men skaberværket fungerer. En dag kan der høstes ufatteligt meget. Sådan er jo ikke i dag, og Jesus fremmer nok en særlig pointe.
Den guddommelige vækst i dyrkningen illustreres med flot i teksten fra Esajas. Men midt i glæden er der også sorgen. Ukrudt kan også vokse, fordi en fjende sår det midt i hveden (Matt 13,25). Esajasteksten passer bedre ind i denne lignelse. Men sådan er det så tit med læsningerne ved søndagens gudstjeneste – man må selv tilvælge de tekster, der passer lige i øjet.
For midt i glæden over, at Guds rige bare gror i blandt os med skaberkraft, så skal vi i vor glade forventning om den gode høst ikke glemme, at høstens dag også er dommens dag.
Derfor er kirken mere end en sovende tidehversk bonde, der glæder sig over, at den gode og kærlige Gud har skabt det hele, og vi mennesker hverken kan eller skal gøre noget for at skabe vækst. Andre lignelser fortæller at de betroede talenter skal dyrkes af de missionske bønder og de karismatiske kirkeplantere.
Den ultimative vinkel er, at det kostede Den Skabende Gud livet at redde mennesket fra ondskabens kræfter. Han lavede freden (ordret) og skabte den onde destruktion – ved at vælge døden på et kors!!!
Det er prisen for at vi nu kan høste!