I en vejledning for præster har jeg læst at fokus i Es 58 er, at du skal give husly til hjemløse. Men husly og ejendom og tøj er en luksus i sammenligning med menneskets basale behov, som er at blive mættet. Man kan overleve under åben himmel, og der vil altid være brugte pjalter, som man kan få. Men man dør uden mad. Og man er fortabt uden evig føde!
Det er derfor, at lignelsen om den rige mand og Lazarus bare tager afsæt i at den fattige Lazarus blot ønskede at få del i madspildet fra den rige mands luksusliv før han døde af sine sår. Det er baggrunden for fortællingen om den riges evige sult. Han fik ikke livets brød.
Den rige kunne heller ikke give livets brød til sine brødre, fordi han ikke kendte Moses og profeterne. Aktualiseret til næste søndag, så havde de ikke læst Es 58,5-12.
Esajas 58 handler om fasten. Den livsændrende faste er ikke at pålægge sig selv byrder, men at bryde med gudløsheden. Når Gud knækker ondskaben får det betydning for dig, for du “rækker den sultne dig selv” (Es 58,10).
Og som i Johannes’ brev er urkraften til det intet mindre end Guds kærlighed. For Herren vil “mætte din sjæl i afsvedne egne” (Es 58,11).
Det giver i hvert fald mig blod på min mission i Ethiopien og til hele verden!