Vælg sprog

Blog for the online professor

Esajas parat til påske!

17-04-2025

 

Han blev GENNEMBORET for VORES OVERTRÆDELSER!

I begyndelsen af advent sidste år satte jeg mig et mål om at arbejde med Esajas’ Bog frem til påsken 2025! Fire måneder senere er jeg nu næsten nået i mål! Jeg kan fejre påske med en fornyet og en meget dybere erkendelse i min tro på Herrens Lidende Tjener! Tæt på teksten og mine kære bibellæsere!

OVERSÆTTELSEN AF ESAJAS

Jeg har fået Esajas’ Bog ind under huden gennem arbejdet med den hebraiske tekst. Vi har arbejdet i mange år på oversættelsen Esajas’ Bog til Den Frie Bibel. Først lavede Svend Erik Petersen fra Ringkøbing en fin fordansket udgave af oversættelsen fra 2015. Den skulle bare lige tjekkes eksegetisk.

Senere skiftede DFB projektet karakter, ikke mindst takket være teolog og præst Jørgen Bækgaard Thomsen, som oversatte Salmernes Bog og Anden Mosebog og i dette arbejde definerede meget højere krav for faglige noter og mere ordret gengivelse af teksten.

For et par år siden gik han så i gang med at lave en revideret oversættelse, som var tættere på grundteksten og med meget mere faglig information i noteapparatet.

SPROGLIG OPSÆTNING

Denne oversættelse har jeg så brugt fire måneder på at redigere som faglig redaktør sammen med oversætteren og DFBs sproglige redaktør, Trine Tøndering.

Min hovedopgave er ikke blot at tjekke alt det sproglige ud fra grundteksten, men også at sætte oversættelsen op i sætningsled. Under Læseoplevelse (Klik HER) kan man vælge, hvordan man vil bruge teksten under læsningen. En af mulighederne er at vælge “Eksegetisk layout”. Det betyder mere præcist, at man kan se den grammatiske opbygning af teksten  sætning for sætning.

Bibellæseren kan på den måde se, hvordan en sætning sprogligt er forbundet til de forudgående sætninger. Teksten rykket ind, så man kan se hvilken sætning i det forudgående den er parallel med, eller om den er afhængig af eller underlagt en forudgående sætning. Denne opbygning er et resultat af over 50 års forskning på Vrije Universiteit og vi bruger den også i Bible Online Learner.

Min gode nyhed er, at jeg nu har redigeret hele bogen. Jørgen, Trine og jeg mangler ganske vist at drøfte de sidste detaljer i en del kapitler. Når vi er færdig med det efter påske vil hele Esajas Bog stå

UNDERVISNING

I hele denne lange periode har jeg næsten hver eneste mandag aften undervist i Esajas’ Bog online med cirka 4 kapitler om ugen. Det er et format, hvor jeg har lavet omkring 4 spørgsmål til hvert kapitel, som bibellæsere har kunne kommentere på og dele tanker omkring.

Jeg har så været så heldig at en af mine bibellæservenner, Vilmer Jensen, løbende har skrevet gode kommentarer til dem uge for uge. Han begyndte i øvrigt at læse hebraisk hos mig som ganske ung lærer i 1977, og han holder det nu flot ved lige!

Det har været en guldgrube for mig at sidde 18 mandag aftener i 2 timer og gennemgå teksten og drøfte spørgsmål med bibellæsere, som er godt inde i teksten og virkelig deler gode ting. Jeg har fået spørgsmål som har været med til at ændre min forståelse radikalt. Skønt at det hele er optaget og måske kan bruges senere igen.

KULMINATION PÅ HØJSKOLEN

Dybest set har jeg forberedt mig på at undervise 8 timer ved Bethesdas Formiddagshøjskole i marts. Over 50 gode tilhørere, hovedsageligt fra det hvide guld, og en kulmination på hele projektet. Gennemgangen marts hjalp til at få overblik og få bogen på plads. En af deltagerne gav mig udtrykket “Zombien” om Juda rige, der er sat på Dødsgangen! Ved henrettelsen byttede Den Ophøjede Plads med den dødsdømte!

NU SKAL PÅSKEN NYDES!

Nu er det så påske, og jeg skal nyde det hele i kirken og familien.

Lørdag efter påske har jeg igen en gennemgang af Esajas, denne gang i Odense. Det er denne gang 4 timer ud fra Esajas 1 og Esajas 53. Jeg vil bruge denne påske på at leve i de to tekster!