Jeg har fået en kronik udgivet i Kristeligt Dagblad i dag (HER) og jeg har skrevet om nyheden på Facebook (HER)
Job 42,5
Jeg havde hørt om dig i den mundtlige fortælling [note: Hebraisk har lᵊšēmaʕ-ʔōzen “til ørets hørelse” der kan være overleveringen eller blot tilfældige udsagn.],
men nu har jeg set dig med egne øjne.
42,6
Derfor stopper jeg [note: ʔemʔas bruges her uden genstandsled ligesom i Job 7,16. Hvis der tilføjes et genstandsled kan verbet oversættes “Jeg forkaster/foragter” og Job kan så have tænkt på sit krav om at få ret over for Gud i en retssal; alternative tolkninger går på at han implicit gør sig selv eller sine ord til genstand for forkastelse.]
og jeg finder trøst i lidelsen [note: Ordret: >>over støv og aske<<.]
I 1600 år har oversættere fulgt oversætteren til den latinske udgave Vulgata og endt med at gøre Job skyldig i synd ligesom Satan og Jobs bekendte. I nyere oversættelser ædes Job op af selvhad eller han er bare utroværdig. Hele forsvaret for at retfærdige godt kan lide uskyldigt uden at synde falder da til jorden.