Det kan meget vel være Salme 31, som Jesus hvilede i og bad over i de sidste lange mørke timer før sin død. Han vælger nemlig at gå i døden med et højt og kraftfuld råb:
”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd” (Luk 23,46).
Det er et citat fra Sl 31,6, hvor David i stærke vendinger formulerer sin tillid til Guds frelse.
Den dag fulgte den helbredte mand med Jesus op til hans sidste uge i Jerusalem. Han priste Gud for frelsen. Salmen sætter ord på, hvordan en sådan frelse opleves.
I Sl 31 søger salmisten tilflugt hos Gud midt i forfølgelse og fjendskab. Hans bøn sætter ord på bøn om redning, men er også fuld af tillid til Guds beskyttelse. Han beskriver Gud med forskellige ord for klipper og fæstningsværker. Han ved, at han kan stole på Guds retfærdig (vers 2), og at den viser sig ved, at den trofaste Gud udfrier ham af forfølgelse (v 6).
Salme 31 kan illustrere, hvordan en salme kan handle om menneskesønnen (Luk 18,31). I salmen omtales et skjult net, som fjenderne har lagt ud (vers 5). Det er et godt billede på den lidelse, som Jesus forudsiger, at han snart vil blive udsat for (18,32-33).
Den blinde mand beder om, at Davids søn, Messias, vil vise barmhjertighed (Luk 18,39). Salmisten forventer, at den trofaste Gud vil forløse ham (vers 2), fordi han er retfærdig og ikke svigter (vers 2).
Salme 31 er en af de salmer, der bedes af en uskyldigt lidende retfærdig person. I Sl 34,1 knyttes en sådan salme direkte til den periode i Davids liv, hvor han var på flugt fra Saul.
Det skjulte net i vers 5 antyder temaet om fjendes angreb senere hen i salmen i vers 10-14. Dette net omtales også i en anden salme om den uskyldiges lidelse (35,7-8).
Den blinde lider også uskyldigt, da modstandere vil true ham til tavshed (Luk 18,39). Han handler i tro og bønhøres af Kristus (v 40-42) og på samme måde lytter Gud til Davids bøn i vers 3 og forløser ham.
Salme 31 kan derfor bruges til illustration af den helbredte blinde mands lovprisning af Gud (Luk 18,31-43). Han kalder på Jesus som Davids søn (v 38).
Forfatter og filosof Peter Tudvad har i 2018 skrevet om sin ørkenvandring. Hans meget personlige reflektion giver en eksistentiel dybde for salmen (https://pov.international/opbrud-lysere-tider/)
“Jeg tænkte på en gammel tidebøn, som er sammenskrevet af nogle vers i Salmernes Bog, kap. 31: “In te Domine speravi, in manus tuas Domine!” (“Herre, hos dig søger jeg tilflugt … I dine hænder betror jeg min ånd”).
Jan Hus sang den på vej til kætterbålet i Konstanz den 6. juli 1415.
Og jeg selv har råbt det ud i tågen over markerne, når min egen vilje syntes at trække mig ned i fortvivlelsens Helvede, så kun én kunne redde mig. Ofte har jeg fundet en form for sikkerhed i denne bøn, men lige så ofte er jeg bare blevet usikker på mig selv, for ville jeg virkelig betro min ånd i hans?
Det var jo som at bede: Ské din vilje, ikke min! Og ville jeg mene dén bøn ærligt og oprigtigt? Ville jeg lade ham føre mig?”
Det er pastor emiritus, Claus Olsen, Skive, der har gjort mig opmærksom på dette citat, og han har også henvist mig til den pågældende tidebøn. Sl 31,6 indgår som fast led i aftenens sidste tidebøn, Completorium, her citeret efter Dansk Tidebogs udgave:
ResponsoriumV. I dine hænder, Herre Gud, befalerjeg nu min ånd. Halleluja, halleluja.R. I dine hænder, Herre Gud, befalerjeg nu min ånd. Halleluja, halleluja.V. Du forløser mig, Herre, du trofaste Gud.R. Halleluja, halleluja.V. Ære være Faderen og Sønnen ogHelligånden.R. I dine hænder, Herre Gud, befalerjeg nu min ånd. Halleluja, halleluja.