Vælg sprog

Blog for the online professor

1 Mos 32,25-32 Femte søndag efter påske

17-05-2025

HVEM SIGER HVAD OG HVORFOR UNDER GUDS DUEL MED JAKOB I 1 MOS 32,25-32?

Jakob kæmper for at finde hjem. I den værste nat er han alene. Gud kæmper med ham ind til morgenrøden begynder at dæmre. Hvad er det dog for en kamp. Og hvilket lys ser Jakob, da han passerrer Penuel?

Den 25. maj læses denne tekst for alteret i landets kirker. Jeg har arbejdet indgående med tekstens oversættelse forud for min online gennemgang mandag den 19. maj.

Udfordringen for oversætteren og hans læser er at hebraisk har lange fortællende kæder af berettende verbal former i stil af “og så …. og så … og så”..

Det giver udfordringer når vi skal forstå dialogerne:

Jakob ladt alene tilbage

En mand kæmpede til morgenrøden dæmrer (25b)

Han så at han ikke kunne få magten over ham og slog Jakob på hoften (26):

  • han sagde (27a)
  • han sagde (27b)
  • han sagde til ham (28a)
  • han sagde (28b)
  • han sagde (29)
  • Jakob spurgte og sagde (30a)
  • han sagde (30b)

For at forstå og forklare teksten bruger jeg den eksegetiske opstilling i Den Frie Bibel:

 

Det bliver spændende at høre, hvordan mine bibellæsere regerer på den nye oversættelse.

Og hvad betyder det, at Gud forlænger nattens duel og så ændrer Jakobs navn?

Ez 36 – Om min nye Gejst fra Gud

12-05-2025
Den fantastiske nyhed om at Gud giver sin Ånd ind i mit indre!

Ezekiels fantastiske tekst om at Gud giver sin Ånd i vort indre har fyldt meget i mit gudsbillede i de senere år.

Det blev bare endnu større for mig mandag den 12. maj, da jeg gennemgik Ez 36,26-28 som den kommende søndags GT-tekst. Mine egne indlæg tog ialt omkring 1 time. Jeg har skåret en times rigtig spændende samtale med kursusdeltagerne ud og så gjort mine egen gennemgang tilgængelig:

  • Se de første 45 minutter om bibelteksten og budskabet (klik HER)
  • Se de sidste 15 minutter om brugen af teksten i prædikenen (klik HER).

Jeg håber at det kan blive til inspiration for kirkegængerne og deres præster. Vi havde nogen skønne snakke om at Gud langt overgår min gode hoftekirurg på Bispebjerg Hospital.

En hofteoperation åbnede mine øjne for Gud som den store hjertekirug (se HER)

Jeg har også reflekteret over hvad ånd er i tiden og og mennesket og hvordan Guds Ånd manifesterer sig  (se HER)

Sidste gang i en serie på fire gennemgange i maj (HER) er næste mandag. Jeg begynder igen 9. juni, men vil gå lidt mere over i en sommerferiestil på lavere aktivitetsniveau.

Tidens ånd i mødet med “min Ånd” (Ez 36,27)

10-05-2025

Ånd og åndsfrihed er i den aktuelle debat mange forskellige ting. Men hvad er Guds Ånd i de bibelske tekster?

Det er enormt befriende at Statsministeren på befrielsesdagen den 5. maj serverede en diskussion om hvad ånd er og skal være direkte på et sølvfad for folkekirken. Hvordan kan folkekirken bidrage til en åndelig oprustning, som går langt ud over massive investeringer i forsvaret og beskyttelsen af et forsvarsløst grønlandsk befolkning over for stormagtstruslen

Det er en ren gave til kirken at der nu spørges til ånd og kristendom ud over krudt og kugler og kultur. Ånden er ude af flasken på vej mod pinsen i år. Ganske spændende. Tidligere har der været forsøgt med pinsefisk og den slags, men i år ruster vi da godt nok op til pinse.

ÅNDEN I FLASKEN

I Grimms eventyr var det lige ved at gå galt, da den fattige dreng lukkede Ånden ud af flasken. Den truede med at dræbe den fattige dreng som hævn for sin lange indespærring. Heldigvis fik han med list list narret Ånden tilbage i flasken. Den belønner så drengen med en magisk lap, der kan hele sår og forvandle jern til sølv.

Så hvad er Den Magiske Lap – og hvem er Ånden? Skal vi lytte til stemmen „Lad mig komme ud, lad mig komme ud“?

ÅND I VOX POP

Det er selvfølge som altid Kristeligt Dagblad der griber det religiøse potentiale, og det sket i avisen den 9. maj.

Et af bidragene i KD den 9. maj 2025 var interviews med fem forskellige personer:

Mette Frederiksen har flere gange nævnt ”åndelig oprustning”. Men hvad er det for dig? Fem danskere giver deres bud (https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-og-sjael/hvad-er-aandelig-oprustning-dig-fem-danskere-giver-deres-bud)

Disse bidrag fungerer nærmes som en slags vox pop og viser ånden i tidens individuelle ånd. Holdninger kan næsten animere til en slags øvelse i stil med billedfortolkningen ”Find fem fejl”:

  • Kulturtilbud – håb om en bedre verden
  • Tænde lys i mørke – iføre sig Guds fulde rustning: sige tak, lytte, læse
  • Jazzmusik – dyrke planter og optimisme
  • Styrke sjælen – bruge kroppen i forkyndelse
  • Dannelse – avislæsning, meditation og gå på folkeuniversitet

ÅND I FILOSFIEN

”Mange taler om ”ånd” i den offentlige debat. Hvad betyder det egentlig?” (https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-og-sjael/mange-taler-om-aand-i-den-offentlige-debat-hvad-betyder-det-egentlig)

I den journalistiske baggrundsartikel forklares problematikken ved at kontrastere to af de helt store filosoffer i 1800-tallet. Den ene er mulighed er at følge teologen Kierkegaard for hvem

”mennesket er ånd og dermed et bevidsthedsvæsen, der evner at forholde sig til sig selv”

ifølge Kresten Lundsgaard-Leth, filosof og projektleder i Det Etiske Råd.

Den anden mulighed er igen ifølge Kresten Lundsgaard-Leth at forstå ånd i Hegels ånd så det bruges om

“menneskelige kollektiver. Det peger ud over det eksistentielle – det er ikke bare hin enkelte, der må ængstes, dø og handle alene, men et folk, der må være solidariske og kunne handle i fællesskab”

NÆSTEKÆRLIGHED I TIDENS ÅND

I samme artikel er udtrykkes et typisk kristeligt kærlighedsbudkab som mange præster fokuserer på.

“Vi er nødt til at søge noget dybere og mere bæredygtigt at stå på. Og der tror jeg, at ånd bliver et samlet udtryk for noget usynligt og dog livsbærende, alt det, man kan oversætte som mening, håb, værdighed, retning og modstandskraft,”

Det udtrykkes af præsten Sarah Thorngreen Auken som fortsætter:

“Ånden er … altid en bevægelse mod den næste. Jesus sagde …: ‘følg mig’, ‘elsk jeres fjender’, og ‘salig er dem, som stifter fred'”

 GUDS ÅND PÅ PINSEDAG

I denne tidsaktuelle debat fylder pointen i de bibelske tekster dog ikke særlig meget.

Pinsedag sker der jo først og fremmest det fantastiske at evangeliet om Kristus forkyndes ved en forunderlig åndelig formidling, så mange jøder kommer til tro og vælger at blive døbt ifølge Apostlenes Gerninger (kapitel 2, vers 3-4):

“Således blev de alle fyldt med Helligåndens kraft, og de begyndte at tale på fremmede sprog, som de ellers ikke kendte. Det var Ånden, der gav dem ordene.”

Dermed virkeliggøres det som Jesus lovede i sin tale den sidste aften hvor han lover en ny treenig manifestation efter pinsen. Fader og Søn vil ved Guds Ånd være til stede i enhver troendes indre bevidsthed.

GUDS ÅND INDE I ET NYT HJERTE

Det er denne virkelighed som virkeliggøres i et tydeligt håb i Gammel Testamente. Det er tekstlæsningen til Fjerde søndag efter Påske fra Ezekiels Bog (kapitel 36, vers 26-28) til gudstjenesten den 18. maj. Her udtrykkes pinseløftet som en åndelig nyskabelse af fantastiske dimensioner.

Gud operer SIN EGEN ÅND ind i et menneskes indre ved et stykke avanceret HJERTEKIRUGI. Menneskers forstenede hjerter skal fjernes. I stedet for vil Gud skabe et nyt bankende hjerte af kød (Den Frie Bibel https://denfriebibel.dk/show.php?bog=ez&kap=36&fra=27&til=27):

“min Ånd vil jeg give ind i jeres indre. Jeg vil udvirke at I vandrer efter mine forordninger og overholder mine love ved at handle efter dem.”

Det vil skabe et nyt Ånds-båret menneske, der elsker at følge Guds vejledning. Det er ved at ”få Gud ind i hjertet” at vi virkelig kan få oprustet vor ånd!

HENT MIN GENNEMGANG AF EZ 36,26-28

For fire år siden prædikede jeg over teksten om Den store Hjertekirurg i Emdrup Kirke.

Samtidig gennemgik jeg Ezekiel teksten som onlineundervisning.

Jeg har revideret min tekstgennemgang, som aldrig har været udgivet, og næppe heller bliver det. Men nu har du chancen for at læse med på min gennemgang af teksten: Hent FjerdeSePåske_Ez36.26-28_NWN_250512

Min 8 siders gennemgang af Ezekiel med henblik på forkyndelse og undervisning burde helt klart kunne inspirere præster, men den er også skrevet i den ånd (sic), at lægfolk skal kunne få udbytte af den.

Men (be)døm selv!

Til kamp for oprustning eller en ny verdensorden?

08-05-2025

Skal unge oplæres til at gå i kamp for en ny verdensorden, eller skal de inspireres gennem kristen kultur?

Er verdensorden et bibelsk ord? Det kom jeg til at tænke over i forlængelse af en socialdemokrats krig mod en venstreminister i dagens Berlingske Tidende (klik HER). Hvad siger Bibelen 2020 mon om det?

Her til morgen blev jeg klar over den socialdemokratiske topfigur Christian Rabjerg Madsen er gået i krig mod kirkeminister Morten Dahlin fra Venstre. I Berlingske lægger han kraftig afstand til at kirkeministeren mener at danske soldater kæmper for kristendommen. Det kritiserer Christian Rabjerg Madsen fra Socialdemokratiet.

Nu er et jo sådan, at det ikke er en fremmed tanke i Bibelen at vi skal gå i kamp for at forsvare troen. Eksempelvis skal kristne iføre sig Guds fulde rustning til en åndelig kamp. I den forstand er åndelig oprustning nødvendig for evangeliets skyld, mens krudt og kugler desværre kræves til forsvar imod denne verdens onde tyranner. Kristne er af hjertet imod krig som et onde, men vil også forsvare sig og bekæmpe det onde – af samme grund!

Det der fangede min interesse var imidlertid at Christian Rabjerg Madsen trods udfaldet mod regeringens kirkeminister godt kan se et problem i at kun få unge ønsker at gå ind i forsvaret. Ifølge Rabjerg Madsen

”understreger det nødvendigheden af, at ungdommen ikke alene har noget at kæmpe med, men også noget at kæmpe for i en ny verdensorden.”

Formuleringen fik mig til at huske, at Bibelen 2020 bruger ordet ”verdensorden” og jeg fik lyst til at undersøge, hvorfor dette ord er indført i bibeloversættelsen. Og lad mig sige det sådan, at jeg nok ikke ville have valgt det ord, hvis det var mig der skulle oversætte.

Verdensorden er brugt tre gange, heraf to gange i Salmernes Bog.

I en lovprisning af Gud som konge og hans vilje til at opretholde retten hedder det i Salme 99 hedder det først i vers 4 at wᵊʕōz melex mišpāṭ ʔāhēv (”kongen i hans magt elsker ret”) og derefter:

  • אַ֭תָּה כֹּונַ֣נְתָּ מֵישָׁרִ֑ים
  • ʔattāʰ      kônantā         mêšārîm     (Sl 99,4)
  • Du           stadfæstede   retsordenen
  • ”Du grundlagde verdensordenen” (B2020)

Ordet mêšārîm bruges her om lov og orden, så det henviser til at Gud garanterer retsplejen. Bibelen på Hverdagsdansk tolker ordet som lighed. Man kan måske godt sige at det her kan tolkes nutidigt om det demokratiske værdigrundlag, men ikke t det står i kontrast til Guds oprustning.

I Salme 105,5 hedder det efter en opfordring til at huske de underfulde gerninger han har udført, at man også skal huske på:

  • מֹ֝פְתָ֗יו וּמִשְׁפְּטֵי־פִֽיו
  • mōfᵊtāʸw        ûmišpṭê-                               fîw    (Sl 105,5)
  • hans undere  og domsafsigelserne fra    hans mund
  • ”hans mirakler og hans verdensorden” (B2020)

Her gengiver verdensorden den brede retslige term mišpā som i Bibelen kan bruges om retten, domstolen, domsafsigelse og sædvane. I bibeloversættelsestraditionen er det oftest gengivet med ”hans Munds Domme” (GT1871), og det blev til ”hans bud” i Bibelen 92, mens det ikke er oversat i Bibelen på Hverdagsdansk.

Jeg tror selv, at det i sammenhængen må henvise til Guds virke som et dommer gennem hans ord og beslutninger i Israels historie.

Det sjoveste eksempel i Bibelen 2020 er dog det sidste fra Jeremias 31 vers 22, hvor der er fuldt blus på fortokningen.

Forud spørger profeten: ”Hvor længe vil du vakle hid og did, du frafaldne (haššôvēvāʰ) datter?” Derefter gives begrundelsen for at spørger sådan:

  • כִּֽי־בָרָ֨א יְהוָ֤ה חֲדָשָׁה֙ בָּאָ֔רֶץ
  • kî-    vārāˀ                 YHWH       ᵃdāšāh  bāʔāreṣ    (Jer 31,22)
  • For  han.har.skabt  HERREN   nyt           i landet

I teksten står der bare ”nyt”, men det har bibeloversætteren så tolket som en ny verdensorden!

Begrundelsen er nok, at det derefter hedder:

  • נְקֵבָ֖ה תְּסֹ֥ובֵֽב גָּֽבֶר
  • nᵊqēvāʰ       tᵊsôvēv               gāver:
  • en kvinde   støtter op om    en soldat

Verbet med roden sbb betyder i kernen at gå rundt om noget eller at noget omgiver noget andet. Derfor  kan de to sætninger helt ordret oversættes  med: ” thi Herren skaber nyt paa Jorden: Kvinde skal omgive Manden” (GT1871).

Men hvordan er det så lige at en kvinde går rundt om eller omgiver en kriger? Verbet bruges en enkelt gang om at deltage i et måltidsfællesskab (1 Sam 16,11). Den meste oplagte mulighed er dog at hun deltager i en støttefunktion i krigen. Bibelen 2020 er derfor en oplagt mulighed, at hun går rundt om manden for at forsvare ham:  ”Nu skaber Gud en helt ny verdensorden: en kvinde kan beskytte en mand” (Bibelen 2020).

Denne fortolkning kan sagtens give mening i sammenhængen, hvor Judas mænd er modløse krigere der er blege og afkræftede som fødende kvinder (Jer 30,6). Der er tøsedrenge, der ikke tør gå ind i forsvaret.

Det handler ikke om verdensorden, men om mod til forsvar. Så Venstre vinder på point: Gud vil skabe NYT, dvs en ny kampmoral, så kvinder går med mænd ind i forsvaret og der omgås eller støtter de kæmpende soldat.

En anden mulighed kan også overvejes. Der er et ordspil i teksten mellem tᵊsôvēv (hun omgiver/går rundt om og Israel som en datter der er haššôvēvāʰ (den frafaldne) – eller i en anden tolkning, der der vender tilbage! I så fald er det et billede på at Israel er som en datter der vender tilbage til Gud og bliver som en moden kvinde, der omgås Gud som Israels store Kriger!

Langt ude? Måske, men mit påhit er i hvert fald langt bedre end vores nuværende kirkebibel fra 1992, som oversætter helt uden kontakt til den hebraiske tekst: ”Herren skaber nyt i landet, den forbandede forvandles til dronning!” (DO92 sic!). Det er en pusserløjelig tekstrettelse.

Min nye Gejst efter Guds operation (Ez 36,26-28)

06-05-2025

Israels eneste mulige redning: INTET MINDRE END DEN STORE HJERTEKIRURGS VELLYKKEDE OPERATION KUNNE GØRE DET!

Jeg har et meget personligt forhold til prædikenteksten til 4. søndag efter påske den 18. maj. Jeg har stadig timerne før en større operation i frisk erindring. Var det den rigtige beslutning at blive opereret? Vil jeg dø? Vil det bare blive værre? Hvad er alternativet?

Onsdag den 28. april 2021 fik jeg nemlig foretaget en hofteoperation. Jeg lå i lokalbedøvet tilstand og fik en meget sød sygeplejerske til at forevige indgrebet og den store operation. Nu omstunder går det som regel godt, men der er også grumme sygehistorier.

Fire dage senere stod jeg med krykker på prædikestolen i Emdrup Kirke og talte om Gud som den store hjertekirurg. Godt 11 minutter inde i en podcast af min prædiken kan du høre om mine overvejelser på linket https://soundcloud.com/emdrupkirke/den-store-hjertekirurg-praediken-4-s-e-paske-2021-v-nicolai-winther-nielsen.

Ez 36,26-28 fik en hel udsædvanlig personlig betydning for ved at tænke på, hvad den dygtige kirurg på Bispebjerg og hans store team formåede.

Og nu tænker jeg en hel del over, hvad den nye Gejst indebærer!

Mandag den 12. maj kl. 19-21 aften gennemgår jeg teksten online sammen med en spændende bibellæsergruppe. I aftes var det bare så inspirerende at lytte til hvordan vi hver især kan levere øjenåbnere, så teksten folder sig ud.

Læs mere om mit tilbud og deltag kvit og frit: https://theonlineprofessor.org/kursusvirksomhed/fire-online-mandag-aftener-fra-28-april/

 

Esajas 54,7-10

30-04-2025

JUBEL MIDT I SORG – HVORDAN DOG?

Prædikenteksten til 3. søndag efter påske den 11. maj er meget trist. I hvert fald midlertidigt. Joh 16,16-22 handler om gråd. Men hvordan kan det være, når nu Kristus er opstået og pinsen venter? Og hvordan kan man bevare håbet?

Teksten fra Es 54,7-10 i Den Frie Bibel er netop blevet redigeret sammen med det meste af Esajas’ Bog og foreligger derfor nu i en ny udgave. Den går et stort skridt videre ved at forklare, hvorfor katastrofer alligevel kan være ikke bare positive, men direkte til stor trøst!

Du kan stadig besøge mit online kursus til og med søndag den 4 maj. Du må endelig se dig omkring og så kontakte, hvis du godt kunne tænke dig lytte til mig og andre bibellæsere.

Læs mere om de næste tre mandag aftener, hvor du kan deltage kvit og frit: https://theonlineprofessor.org/kursusvirksomhed/fire-online-mandag-aftener-fra-28-april/

Ezekiel 34,11-16

28-04-2025

Næste søndags GT tekst i ny oversættelse introduceres online.

Redaktionen af Den Frie Bibel har netop nu offentligjort en dugfrisk redigeret oversættelse af Ez 34,11-16 (KLIK HER). I den nye oversættelse fremhæves det afgørende udsagn i Guds tale gennem et citat af Gud inde i selve talen i vers 15. Desuden afprøver jeg gudsbetegnelsen “Vor Herre HERREN” som gengivelse af ʔᵃdōnāʸ JHVH i v 11.

Min online gennemgang er led i en ugentlig gennemgang af prædiketekster fra Gammel Testamente. I aften er første af fire mandag aftener

Esajas parat til påske!

17-04-2025

 

Han blev GENNEMBORET for VORES OVERTRÆDELSER!

I begyndelsen af advent sidste år satte jeg mig et mål om at arbejde med Esajas’ Bog frem til påsken 2025! Fire måneder senere er jeg nu næsten nået i mål! Jeg kan fejre påske med en fornyet og en meget dybere erkendelse i min tro på Herrens Lidende Tjener! Tæt på teksten og mine kære bibellæsere!

OVERSÆTTELSEN AF ESAJAS

Jeg har fået Esajas’ Bog ind under huden gennem arbejdet med den hebraiske tekst. Vi har arbejdet i mange år på oversættelsen Esajas’ Bog til Den Frie Bibel. Først lavede Svend Erik Petersen fra Ringkøbing en fin fordansket udgave af oversættelsen fra 2015. Den skulle bare lige tjekkes eksegetisk.

Senere skiftede DFB projektet karakter, ikke mindst takket være teolog og præst Jørgen Bækgaard Thomsen, som oversatte Salmernes Bog og Anden Mosebog og i dette arbejde definerede meget højere krav for faglige noter og mere ordret gengivelse af teksten.

For et par år siden gik han så i gang med at lave en revideret oversættelse, som var tættere på grundteksten og med meget mere faglig information i noteapparatet.

SPROGLIG OPSÆTNING

Denne oversættelse har jeg så brugt fire måneder på at redigere som faglig redaktør sammen med oversætteren og DFBs sproglige redaktør, Trine Tøndering.

Min hovedopgave er ikke blot at tjekke alt det sproglige ud fra grundteksten, men også at sætte oversættelsen op i sætningsled. Under Læseoplevelse (Klik HER) kan man vælge, hvordan man vil bruge teksten under læsningen. En af mulighederne er at vælge “Eksegetisk layout”. Det betyder mere præcist, at man kan se den grammatiske opbygning af teksten  sætning for sætning.

Bibellæseren kan på den måde se, hvordan en sætning sprogligt er forbundet til de forudgående sætninger. Teksten rykket ind, så man kan se hvilken sætning i det forudgående den er parallel med, eller om den er afhængig af eller underlagt en forudgående sætning. Denne opbygning er et resultat af over 50 års forskning på Vrije Universiteit og vi bruger den også i Bible Online Learner.

Min gode nyhed er, at jeg nu har redigeret hele bogen. Jørgen, Trine og jeg mangler ganske vist at drøfte de sidste detaljer i en del kapitler. Når vi er færdig med det efter påske vil hele Esajas Bog stå

UNDERVISNING

I hele denne lange periode har jeg næsten hver eneste mandag aften undervist i Esajas’ Bog online med cirka 4 kapitler om ugen. Det er et format, hvor jeg har lavet omkring 4 spørgsmål til hvert kapitel, som bibellæsere har kunne kommentere på og dele tanker omkring.

Jeg har så været så heldig at en af mine bibellæservenner, Vilmer Jensen, løbende har skrevet gode kommentarer til dem uge for uge. Han begyndte i øvrigt at læse hebraisk hos mig som ganske ung lærer i 1977, og han holder det nu flot ved lige!

Det har været en guldgrube for mig at sidde 18 mandag aftener i 2 timer og gennemgå teksten og drøfte spørgsmål med bibellæsere, som er godt inde i teksten og virkelig deler gode ting. Jeg har fået spørgsmål som har været med til at ændre min forståelse radikalt. Skønt at det hele er optaget og måske kan bruges senere igen.

KULMINATION PÅ HØJSKOLEN

Dybest set har jeg forberedt mig på at undervise 8 timer ved Bethesdas Formiddagshøjskole i marts. Over 50 gode tilhørere, hovedsageligt fra det hvide guld, og en kulmination på hele projektet. Gennemgangen marts hjalp til at få overblik og få bogen på plads. En af deltagerne gav mig udtrykket “Zombien” om Juda rige, der er sat på Dødsgangen! Ved henrettelsen byttede Den Ophøjede Plads med den dødsdømte!

NU SKAL PÅSKEN NYDES!

Nu er det så påske, og jeg skal nyde det hele i kirken og familien.

Lørdag efter påske har jeg igen en gennemgang af Esajas, denne gang i Odense. Det er denne gang 4 timer ud fra Esajas 1 og Esajas 53. Jeg vil bruge denne påske på at leve i de to tekster!

Påskebegejstring søndag den 6. april

04-04-2025

 

ESSENSEN I PÅSKEFEJRING!

På søndag har jeg en gudsjeneste plus i Emdrup Kirke

MIT TEMA ER PSKEBEGEJSTRING

Begejstring er en følelse af stærk og intens glæde. Vi kan ikke befale folk til at føle sig begejstrede, men på søndag skaber vi rammerne for begejstring.

Vi vil fejre det liv, som Gud har givet os gennem Kristus. Døden og Livet kulminerer i den forestående påske som vi på søndag går i gang med at forberede.

Vi varmer op til begejstringen ved at lade os rive med af Emdrup Kirkes Rytmiske kor under ledelse af Maria Kofoed Drejer. Korets medrivende sange har fokus på Kristi død og opstandelsen og glæden.

Min prædiketekst er fra 1 Johs brevs indledning: vi oplevede det sande liv, da vi mødte Kristus. Vi blev begejstrede. Vi oplevede ikke kun et menneske der blev pint ihjel på et kors, men den levende og evige Gud.

Påsken bliver meget konkret for os, når vi oplever den helt konkret i Jerusalem. Det vil Rebekka Andersen sætte ord på. Hun vil fortælle om hvad det har betydet for hende at have holdt påske i Jerusalem og hvordan påskeoplevelsen kan inspirere troen.

Efter gudstjenesten kulminerer søndagen i et spændende foredrag. Sidste forår sagde min gode bekendte, overrabiner Jair Melchior, ja til at komme til Emdrup Kirke en søndag. Der findes ingen som ham, der kan fortælle medrivende om jødisk tro og kultur. Jair er af god gammel rabbinerslægt i ottende generation, og trænet på en af de bedste jødiske skoler i Jerusalem. Han er i dag den førende jødiske stemme i den danske debat og så er han en eminent underviser og foredragsholder.

Jair Melchior vil forberede os på påsken ved at fortælle om de jødiske skikke både i Jerusalem og i Danmark og om hvad de betyder i jødisk tradition og liv. Det vil jo give os muligheden for at få et meget dybere indblik i den jødiske baggrund for beretningen om Jesu død og opstandelse.

 

 

Salmer til Påske

01-04-2025

BRUGEN AF SALMERNES BOG I PÅSKENS SALMER

Onsdag den 2. april har jeg en sangaften i Emdrup Kirke kl. 17-18.30. Jeg fundet en del påskesalmer, hvor salmedigterne knytter til ved Salmernes Bog fra Gammel Testamente.

Jeg blev i første omgang overrasket over, at der ikke rigtig var ret mange gendigtninger af påskegivenhederne i Påskens Salmer, som trak på Salmernes bog. Ved nærmere eftertange giver det dog mening, fordi salmerne handler om Gud, skabelsen og livet i verden.

Alligevel er der jo de mange klager over uretfærdig forfølgelse fra fjender og bøn om hjælp i nøden. Salme 22 er derfor også en vigtig salme. Går dybere ned i mange salmer som beskriver livets genvordigheder, vil man også finde mange indirekte hentydninger til hentydninger til den retfærdiges lidelse.

Når man derfor graver et spadestik dybere, er Salmernes Bog som altid en inspiration, også i påskens salmer. Jeg har sammensat et program med læsning fra udvalgte salmer fulgt af at vi alle sammen synger en 8-9 salmer om påsken.

Du kan hente en oversigt over programmet: KLIK HER

 

 

 

Rejs Dig!

26-03-2025

OPLEV ESAJAS 60 I CHRISTEL VOLDBY WINTHERS NYFORTOLKNING!

 

Jeg har nu afsluttet 8 timers undervisning over Esajas’ Bog kapitel 1, 40, 53 og 60 ved Formiddagshøjskolen i Bethesda. Kulmination var at indlede min gennemgang af teksten i Esajas 60 med at fortælle min rørende personlige historie om en flot musikalsk udgave af de første vers af kapitlet, som Christel Voldby Winther har lavet tekst og melodi til. Rejs dig, du sammenkrøllede menneske!!!

Hun fremførte den første gang til Helligtrekonger gudstjenesten i 2010, da jeg fra Emdrup Kirke blev udsendt som visiting professor til Madagaskar.

Du kan høre den i en telefonoptagelse fra 2023.

Desuden kan du se teksten til de tre vers på de følgende links:

RejsDig2

RejsDig3

RejsDig4

Det har været en rigtig god oplevelse at forberede mig til disse fire onsdag formiddage i marts 2025 ved at arbejde med i redaktionen af Jørgen Bækgaard Thomsens oversættelse af Esajas’ Bog til Den Frie Bibel (HER) i de seneste 3 måneder. Jeg har glædet mig over deltagernes engagemnt i oversættelsesarbejdet og få deres respons på ord og vendinger. Desuden har jeg selv nydt at kunne bruge denne oversættelse i min gennemgang og kunne forklare de forskellige pointer i valget af en oversættelser og også diskutere de valg, som jeg selv kunne ønske at ændre.

Esajas 60 i Bethesda

25-03-2025

Rejs dig …  over dig vil HERREN stå op,
og hans herlighed vil vise sig over dig.
Og folkeslag vil vandre hen til dit lys
og konger til den stråleglans der er stået op over dig.
(Es 60,1-3 i Den Frie Bibel)

Den 26 marts er min fjerde og sidste gennemgang af Esajas’ Bog i Bethesdas Formiddagshøjskole.

Jeg slutter af med at forklare, hvilket fantastisk fremtidshåb har for Jerusalem, eller Zion, som den nye herlige by hedder i Esajas forkyndelse. Det er en strålende herlighed!

Det er lidt af en udfordring at forstå hvordan Esajas bruges i Ny Testamente både om den nye Kristus-menighed og om den evige stad. Den største opgave bliver at forklare hvordan Esajas taler om Israels rolle i de sidste tider.

Emnet hedder ESAJAS 60: HERRENS KOMME I HERLIGHED

Et kort summary lyder:

Esajas 60 er en nøgletekst for håbet om Herrens komme. Fra Esajas 56 forkynder Esajas igen dom over Jerusalem, men derefter kommer en herlig tid præget af Guds komme i herlighed og folkets udfrielse. Det kulminerer i beskrivelsen af byen uden død og sorg i Esajas 65. Ringen sluttes fra Es 2,1-5 og Es 4. Men hvordan opfyldes disse glimt ind i endetiden og hvordan kan vi tale om disse tekster i dag?

Man kan bare dukke op; det koster en halvtredser.

Du kan hente min handout (HER) og min præsentation (HER)

Esajas 53 i Bethesda

19-03-2025

Så er det tredje onsdag formiddag i Bethesda. Du kan downloade oversigt med links til Den Frie Bibel til min gennemgang af Esajas 52,13-53,12 (Klik HER).

Esajas 40 i Bethesda

11-03-2025

Trøst mit folk! Sådan lyder det jublende, når Esajas forkynder glædesbudskabet i kapitel 40. Det er denne intense opfordring, som jeg onsdag den 12. marts skal lægge røst til, når jeg har den anden onsdag i Bethesdas Formiddagshøjskole.

Esajas skildrer hvordan alle hindringer for Guds komme skal fjernes. Der Guds ord der til folket om udfrielsen af Babylon og hjemkomsten til Zion. Det er et glædesbudskab, et evangelium, om at lammene bæres af den store Hyrde.

Denne Gud hyldes så både som skaber og herre i Esajas 40,12-31. Han er ikke som som de magtesløse afguder.

Jeg bruger den nye oversættelse af Esajas 40 i Den Frie Bibel (HER). Glæd dig til at læse det nye forslag til Es 40,6-8

Hent mit Handhout (HER) og min præsentation (HER)

Esajas 1 og hans bog i Bethesda

04-03-2025
Solnedgang Emdrup

Solnedgang Emdrup Mose

Esajas er den største profet i Gammel Testamente og hans bog er særlig aktuel for påsken.

Det kan du høre mere om onsdag den 5. marts, hvor jeg har den første af 4 formiddage med undervisning i Bethesdas formiddagshøjskole (se info HER)   Deltagere betaler under 20 kroner i timen for de 8 foredrag!

Min opgave er at gennemgå Esajas’ Bog som forberedelse til påsken. Det skal ikke være en minutiøs gennemgang som den jeg har i mit kursus over Esajas fra advent til påske, men istedet for et enkelt og klart fokus på opbyggelig påskeforkyndelse.

Derfor tager jeg afsæt i Händels Messias, der jo ikke er et juleoratorium, men en gennemgang af hele kirkeårets tekster og med fokus på Kristi fødsel, død, opstandelse og genkomst ofte med afsæt i Esjas’ Bog. Jeg udleverer på kurset et oversigt over teksterne med links til tekst og indspilning (download den HER). Det giver deltagerne mulighed for et genhør med teksten.

Men jeg tager også afsæt i tekstrækkernes læsninger fra Esajas. Mange søndage sidder vi jo i vore kirker og lytter til oplæsninger af tekster fra Esajas’ Bog, og mit mål er at kursusdeltagere vil kunne genkalde sig bogen og forkyndelsen, når de hører teksten ved gudstjenesten.

Endelig tager jeg afsæt i Ny Testamentes Brug af Esajas i citater og henvisninger. Her er der er et endnu større udvalg af tekster, som kan være en nøgle ind til den kristne menigheds brug af bogen.  Du finder tekstrækkernes og Ny Testaments brug af Esjas er samlet i en oversigt (download HER).

Den indledende indføring i Esajas’ Bog og kapitel 1 er tilgængelig som en 33 minutter lang video (HER) og du kan også hente en uddelingskopi (HER).

Gode resultater i undervisning i Addis

25-01-2025

Indflyvning til Addis Abeba

Jeg er glad og taknemmelig for en god uge i Addis Abeba. Den smukke solopgang under indflyvningen fredag den 17. januar beskrive det meget godt.

Jeg har undervist 11 begyndere og videregående hebraiskstuderende i at lære sproget  mere effektivt gennem BibleOL. TheWell gør det nu muligt at lære overalt ude på landet i Afrika.

Takket være gaver givet til projektet via Promissio har kunnet støtte videreuddannelsen af de tre første instruktører. Den ene er nu koordinator, og han er igang med at træne en fjerde af mine tidligere studerende.

Godt nytår for 2025!

30-12-2024
Professor

Nytårshilsen for 2025: Der er lys i mørket!

Se billeder fra solopgangen ved Lissy Kallestrups begravelse, find trøst med Job i lidelsen og oplev det særlige lys en aften i skønne Emdrup.

Klik HER for at se The Online Professors nytårshilsen. Det varer kun 3 minutter og det meste er billeder af byens gyldne lys!

 

Judiths oprindelige illustration

21-12-2024

Judith Jønsby (https://www.judith.dk/kunst) lavede faktisk en første tegning til kronikken i Udfordringen. Den kan du se i fuld størrelse på min blog.

 

Dagen efter kom illustrationen af den spirende trøst i Jobs hjerte som så er blevet bragt i Udfordringen (KLIK HER).

De to illustrationer udgør et flot par som illustrerer forskellen på Jobs – og mange menneskers – oplevelse af Gud.

Jobs trøst – nu med illustration

20-12-2024
Jobs Trøst

Offentliggjort som illustration til kronik i Udfordringen 22.  december 2024

Illustrationen er et eksempel på hvordan en kunstner kan tilføje helt nye dybder i det spirende håb i Jobs hjerte!

Den er blevet tegnet til The Online Professors mere grundige redegørelse for den rigtige oversættelse i min kronik i Udfordringen. Læs mere om kunstneren på https://www.judith.dk/kunst

Titlen på min kronik er:

Endte Job med at omvende sig – eller fandt han trøst?

Du kan nu læse en mere grundig forklaring på, hvad Job ender med til sidst at sige da han falder til ro i Den Ubegribelige Guds storhed: “Nu stopper jeg og finder trøst over støv og aske” (Job 42,6).

Jobs Bog sætter ord på sørgendes anklager, tvivl og tro. Men det er vigtigt, at vi har gode bibeloversættelser. Det er min pointe med at inddrage nyere forskning omkring den retfærdige mands sidste ord i Job 42,6. Det handler efter alt at dømme om en fejloversættelse for 1600 år som har forvirret bibellæsere lige siden…

Læs hele kronikken: KLIK på https://udfordringen.dk/2024/12/110439/

Jobs trøst på Fast Grunn!

18-12-2024

Nu kan du uden abonnement få et indtryk af essensen af min kronik i Kristeligt Dagblad online 4. december: Professor: Jobs job er at finde trøst i lidelsen (KLIK).

Et norsk tidsskrift har nu udgivet en kortere udgave af min kronik som kan hentes uden betaling: FastGrunn_JobsTrøst_2.2024 (KLIK)

Det er et meget spændende nummer, som handler om ikke at frygte.

Redaktør Knut Kåre Kirkholm skriver om den omsiggribenede frygt, men også håbet i Wycliffes mål for i 2025 at få arbejde igang på alle sprog.

Sverre Bø skriver om håb og frygt i endetiden.

Andre artikler skriver om uro og angst, frygten for døden og gudsfrygt. Og så er Jobs trøst i lidelsen.

MIN OVERSÆTTELSE AF JOB 42,6

05-12-2024

DEN NYE OVERSÆTTELSE AF JOB 42,6

Jeg har fået en kronik i Kristeligt Dagblad i dag (HER) og jeg har skrevet om nyheden på Facebook (HER)

MIN EGEN OVERSÆTTELSE MED BEGRUNDELSE ER FØLGENDE:

Job 42,5 Jeg havde hørt om dig i den mundtlige fortælling[note: Hebraisk har *lᵊšēmaʕ-ʔōzen* >>til ørets hørelse<< der kan være overleveringen eller blot tilfældige udsagn.],

men nu har jeg set dig med egne øjne..

42,6 Derfor stopper jeg [note: *ʔemʔas* bruges her uden genstandsled ligesom i Job 7,16. Hvis der tilføjes et genstandsled kan verbet oversættes “Jeg forkaster/foragter” og Job kan så hae tænkt på sit krav om at få ret over for Gud i en retssal; alternative tolkninger går på at han implicit gør sig selv eller sine ord til genstand. Så enten ædes Job op af sit selvhad. Eller han forkaster desværre hele sit forsvar for at retfærdige godt kan lide uskyldigt .]

og jeg finder trøst i lidelsen[note: Ordret: >>over støv og aske<<.]

Data til “En retfærdighed stærkere end lidelsen”

30-11-2024

MIT INDLÆG TIL JOB I DIALOG i Emdrup Kirke 30. november 2024

En retfærdighed stærkere end lidelse: Sprog på spil i Jobs Bog

Hvad stiller et godt menneske op, når det oplever alt tænkeligt ondt i familien og på egen krop? Jobs Bog nøjes ikke med Mette Frederiksens ”Lev med det”! Lidelse er heller ikke bare selvforskyldt straf eller døden den eneste udvej. Denne perle i verdenslitteraturen vender og drejer spørgsmål om skyld og retfærdighed i dramatiske dialoger og gribende taler. Hvert ord tæller i en intens kamp med Gud om at forstå retfærdigheden i mødet med virkeligheden. Tiden er nu til en ny oversættelse af dette sprogspil på liv og død!

Hent mit hand-out med links til Den Frie Bibel: JobsRetfærdighed_DFB_2024

Den retfærdige Job fandt trøst midt i lidelsen!

27-11-2024

Jeg har skrevet en kronik til en avis. Et par gode gamle kollega-doktorer synes den er god. Den ene er en bladsmører af Guds nåde og skrev: Jeg læste første del med hjertet oppe i halsen! Det har givet mig en god mavefornemmelse! Og avisen har netop skrevet, at de den næste måned vil se om de kan finde plads til den blandt det mange andre vigtige kronikforslag, som de modtager.

I mellemtiden arbejder jeg videre. Efter tre måneders slid med oversættelsesarbejdet falder bogen nu endelig på plads! Og i dag den 29. november skal jeg så lytte til mine andre venner og i dialog med dem og deres svar: Hvordan kan jeg bedst klage til Bøllen? Har konen ret i, at jeg ligeså godt bare kan forbande Bæstet og så tage billetten? Eller kan jeg forsvare mit liv selv om jeg ikke kan få Bokseren dømt?

Spændende også at høre, hvad andre venner af Job kan få ud af Jogs Bog. Og om nogen har oplevet noget af støvet fra Job der sidder på askedyngen og smider rundt med støvet, mens  han river flænger i sit tøj!

KLIK PROGRAM FOR Lørdagskursus_JobIDialog_Endelig_241023

 

 

Salme 24 til første søndag i Advent

25-11-2024
Gammel Testamente

Jeg skal prædike ved en Gudstjeneste Plus i Emdrup Kirke 1. december. Jeg medvirker i vort rytmiske kor og vil forkusere på at hylde Kong Kristus ved kirkeårets start.

Du kan se min prædikenforberedelse over SALME 24: KLIK HER

Salme 24 kaldes ofte en portliturgi, fordi salmen stiller spørgsmålet om, hvem der kan få adgang til Guds tempel. Det første svar er, at templet er tomt, hvis vi ikke hilser og hylder HERREN som vor ærede konge! Det er en fuldtonende hyldest til HERREN som vor skaber, som vi ønsker at hellige i hånd og hjerte. Først og fremmest søger vi dog ind i HERRENS nærvær som en Jakob, der kæmper for at få Guds velsignelse (1 Mos 32,30). Vor adgang til at hylde HERREN i hans hus og søge ham der (Sl 24,6) er en velsignelse, som vi kun kan opnå gennem den retfærdighed, som hans frelse giver os (24,5).

Se mig på video med Job i dialog

22-11-2024
Gammel Testamente

Emdrup Kirke er rigtig god til kommunikation!

Nu har Clara lave en Reels video med mig om næste lørdags kursus

https://www.facebook.com/search/top?q=emdrup%20kirke

Hjælp mig med min vaniljemission!

09-11-2024

Jeg har i nogle år arbejdet for at skaffe penge til uddannelse i bibelhebraisk via min vaniljemission, og den fortsætter.

I 2022 fik jeg en flot omtale i Udfordringen KLIK HER og den mission fortsætter med fuld styrke. Siden da har jeg fået TheWell løsningen op at stå og jeg har testet den med rigtig gode resultater  i år.

Nu skal jeg så have flest muligt venner og støtter til at hjælpe mig som vaniljeuddelere. Læs min uddelerhilsen (KLIK HER) og kontakt mig, hvis du vil give en hånd med!

 

Hjemmesiden er nået langt

02-09-2024
Professor

Vi er ikke helt i mål, men vi er rigtig godt på vej. The Online Professor er ByJudiths brand, Christian Maymanns programmering og onlineprofessorens umættelige design drømme.

Siden blev lanceret ved et foredrag på Society of Biblical Literture International Meeting i Amsterdam 31. august.

Tag med mig på min online rejse i det næste årti!

Læsning af Jobs Bog i tre måneder

02-09-2024

Denne uge har jeg startet et nyt projekt op. Det handler om læse Jobs Bog igennem med omkring 4 kapitler om ugen. Læserne mødes online mandag aftener kl. 19-21, og undervisning og drøftelser optages, så deltagere kan se det hele bagefter, eller hvis man er forhindret.

Læsere drøfter mine spørgsmål i ugens løb. I min gennemgang tager jeg afsæt i Den Frie Bibels udgave af Jobs Bog og drøfter oversættelsen.

Jeg har foreløbig godt 10 deltagere, som er meget aktive og optaget af Jobs Bog. Kontakt mig endelig, hvis du har lyst til at prøve det af et par uger. Helt uforpligtende. Og du kan sagtens nå at være med.

En hyldest mere

28-08-2024
Professor TEst

ChatGPTs hyldest til enhver hebraisk-lærer der nørder med sproget:

I en verden hvor sprogets rødder strækker sig dybt ned i historien, findes der en skare af dedikerede sjæle, som med dyb respekt og uendelig tålmodighed udforsker old-hebraisk – et sprog som bærer på årtusindgamle visdom og hellige tekster. Til disse passionerede nørder sender vi en hyldest fyldt med beundring og taknemmelighed.

I old-hebraisk finder vi ikke blot ord, men også en bro til fortiden. Det er en nøgle til at åbne kasserne med gamle tekster, hvor hver konsonant og vokal bærer på dyb betydning. Med hver inskription og tekststudie navigerer I i et sprog, som har formet kulturer og tro gennem århundreder. Jeres dygtighed og vedholdenhed bringer fortidens visdom til live, og jeres indsigt er en værdifuld gave til både nutiden og fremtiden.

Old-hebraisk er ikke blot et sprog, men en tidsmaskine, der transporterer os til en æra fyldt med åndelige og intellektuelle udfordringer. I forstår det subtile spil af semantiske nuancer og syntaktiske strukturer, og gennem jeres forskning afslører I forbindelser og betydninger, som beriger vores forståelse af gamle tekster og traditioner. Jeres arbejde bidrager til at bevare en værdifuld arv, og I gør det muligt for os alle at se verden gennem de samme linser som de, der levede for flere tusinde år siden.

I er som det stille arbejde, der udføres bag kulisserne – ofte uset, men altid essentiel. Jeres dybdegående analyse og dedikation til at dechifrere og forstå et sprog med så meget historisk og kulturel vægt er intet mindre end inspirerende. Gennem jeres stræben holder I liv i en skatkiste af visdom og bidrager til en dybere forståelse af menneskehedens fælles arv.

Så lad os løfte vores hæder til alle, der nørder med old-hebraisk – til jeres evne til at navigere i et komplekst og rigt sprog, til jeres uforlignelige entusiasme for fortidens tekster, og til jeres uundgåelige bidrag til vores kulturelle og historiske forståelse. Tak for jeres dedikation, jeres skarpe sind og for at bringe lyset fra fortiden til vores moderne verden.


Jeg håber, denne hyldest fanger den respekt og beundring, som old-hebraisk nørder fortjener!

En hyldest

28-08-2024

ChatGPTs hyldest til enhver online professor, med fokus på bibelhebraisk:

I den digitale æra, hvor viden bliver delt på tværs af skærme og grænser, træder en skikkelse frem som en lysende fyrtårn af indsigt og dedikation – TheOnlineProfessor. En mester i det virtuelle klasseværelse, hvis engagement og entusiasme lyser op i en verden fyldt med information og forvirring.

TheOnlineProfessor er mere end blot en underviser; de er en formidler af viden, der med hvert ord og hver lektion åbner nye døre for nysgerrige sind. Med en evne til at gøre komplekse emner tilgængelige og forståelige, viser de, hvordan læring kan være både udfordrende og glædeligt.

Deres undervisning strækker sig ud over det traditionelle og omfavner teknologiens kraft for at skabe en interaktiv og inspirerende læringsoplevelse. Gennem præcise forklaringer, engagerende aktiviteter og en uundgåelig passion for emnet gør de undervisningen til en rejse snarere end en pligt.

TheOnlineProfessor er en kilde til motivation og en påmindelse om, at viden ikke blot er noget, man tilegner sig, men noget, der deles og formes. De er en støtte for dem, der søger svar, og en mentor for dem, der stræber efter dybdegående forståelse. Deres evne til at vække interesse og begejstring for læring er en gave, som vi alle kan værdsætte.

Så lad os hæve vores glas for TheOnlineProfessor – en uundgåelig skaber af læringsmuligheder og en vedholdende inspirator, der viser os, at undervisning i den digitale tidsalder kan være både berigende og ubegribeligt fascinerende. Tak for dit bidrag til vores intellektuelle rejse og for at være en lysende eksempel på, hvad det vil sige at være en fremragende underviser.